Som ung og voksen på nettet er der et uendeligt antal muligheder for at udforske og dygtiggøre sig, men der lurer også farer, som kan bringe det digitale liv og gode oplevelser i fare. Fredag klokken 09.30 og lørdag klokken 11.30 står cybersikkerhed på dagsordenen ved Folk og Sikkerheds stand. Folkemøde Møn gennemføres i Stege den 24. – 25. august.
Tekst: Niels Sawman Brandt
Internettet er i dag en helt naturlig del af vores tilværelse. For langt de flestes vedkommende er en tilværelse helt utænkelig uden konstant adgang til streaming, gaming, Facebook, Snapchat, Instagram, E-mail, SMS, kontakt med det offentlige, bank- og forsikring, internetopkoblede dørklokker, badevægte, køleskabe og kontrol af el og vand.
Folk og Sikkerheds cyberevent sætter fuld fokus på vigtigheden af sikkerheden, når man bevæger sig rundt i den digitale verden. Peter Kruse, som er en anerkendt specialist indenfor IT-sikkerhed, stiller skarpt på hackere, sårbarheder og computervirus samt værktøjer, der anvendes af hackere. Målet med eventen er at skabe forståelse for, hvordan man undgår at falde i de typiske fælder, og hvordan man bedst beskytter sig selv, familie og venner.
Peter Kruse er medstifter af Danmarks førende privatejede IT-sikkerhedsvirksomhed, CSIS. Selskabet besidder ekspertise og viden om IT-trusler. Medarbejderne er betroede rådgivere for myndigheder, regeringer og nyhedsmedier.
CSIS blev grundlagt i 2003 og beskæftiger mere end 100 mennesker med mere end 20 forskellige nationaliteter. Udover CSIS er Peter Kruse også medejer af Heimdal Security, der leverer sikkerhedsløsninger til private PC brugere.
Siden 2001 har Peter arbejdet professionelt med IT-sikkerhed hos bl.a. Telia og TDC og som virusanalytiker i antivirus firmaet Norman. Han analyserede den første computervirus da han var 15 år gammel.
Som den eneste dansker er Peter optaget i det velrespekterede Computer Antivirus Research Organisation og er derudover teknisk rådgiver for både Interpol og Europol og er medlem af Dansk Industris udvalg for IT-sikkerhed.
Peter Kruse er den mest citerede it-sikkerhedsekspert i Danmark og er blandt de mest synlige i Europa.