Folk og Sikkerhed Storstrømmen deltog med en stand på Folkemøde Møn den 24. – 25. august 2018, hvor der var fokus på cybersikkerhed.
Internettet er en helt naturlig del af vores tilværelse. For langt de flestes vedkommende er en tilværelse helt utænkelig uden konstant adgang til streaming, gaming, Facebook, Snapchat, Instagram , E-mails, SMS, kontakt med det offentlige, bank- og forsikring, internetopkoblede dørklokker, badevægte, køleskabe og kontrol af el og vand. For det danske samfund som helhed er brug af IT en helt afgørende faktor i vores samfundsfunktioner og erhvervslivet. Men den udbredte brug af IT udgør en fare, hvis systemerne bliver hacket, ramt af virus eller blot blokeret af kriminelle elementer eller fjendtlige stater. Det kan få vores dagligdag og vores samfund til at bryde sammen.
Folk og Sikkerhed satte derfor Cypersikkerhed på dagsordenen både lokalt og nationalt med fuld fokus på vigtigheden af sikkerheden, når man bevæger sig rundt i den digitale verden.
Ungefolkemødet den 24. august gav en god lejlighed til at komme i dialog med de godt 5.000 fremmødte unge om de værktøjer, der anvendes af hackere, computervirus og andre sårbarheder. Formålet var at skabe forståelse for, hvordan man undgår at falde i de typiske fælder, og hvordan man bedst beskytter sig selv, familie og venner. Vejen til informationen blev skabt med et kræmmerhus med Pop Corn. Interessen for vores information var stor, og vi havde hele dagen et godt besøg på vores stand.
På Folkemødet for de voksne den 25. august var hovedemnet Cypersikkerhed i relation til nationen og virksomheder. Dagen blev indledt med et event, hvor IT-specialisten Jan Kaastrup fra en af Danmarks førende privatejede IT-sikkerhedsvirksomheder CSIS gav en grundig redegørelse for de trusler, der findes på IT området samt redegjorde for de nødvendige tiltag staten og de store virksomheder nødvendigvis skal gennemføre for at sikre sig mod Cyper-kriminalitet.
CSIS er Danmarks førende privatejede IT-sikkerhedsvirksomhed med en enestående ekspertise i Cypersikkerhed. Jan Kaastrup undrede sig over, at staten hellere brugte udenlandske firmaer til at sikre datasystemerne i stedt for at bruge danske firmaer med en ekspertrise, der er fuldt på højde med de udenlandske.
Jan Kaastrups event lå umiddelbart før nuværende Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidligere Forsvarsminister Nick Hækkerup samt Cypersikkerheds eksperten John Foley debatterede emnet: ”Er vi klar til angrebet”.
Debatten trak fulde huse, og der var mange inspirerende spørgsmål fra tilhørerne. Konklusionen af debatten var, at det var meget nødvendigt, at såvel staten som danske virksomheder investerede i den nødvendige sikkerhed for alle deres mange datasystemer.
Folk og Sikkerhed Storstrømmen deltager igen i Folkemøde i 2019.