Både unge og voksne blev konfronteret med spørgsmål om national sikkerhed under folkemødet på Møn. De unge skulle forholde sig til det robuste samfund og de voksne til Putins intentioner i Østersøen.
AF Claus Arboe-Rasmussen, kommunikationsdirektør i Folk & Sikkerhed.
For fjerde år i træk holdt Møn sit helt eget Folkemøde, delt op i et UngeFolkemøde og et VoksenFolkemøde på Fanefjordskolen i Askeby på Møn. Folk & Sikkerheds lokalafdeling Storstrømmen var med begge dage og satte sit præg både med dialoger, tæt samarbejde med Hjemmeværnet og gode politiske debatter.
Målgruppen til UngeFolkemødet var de cirka 3.000 unge fra Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lollands, der i ugen op til folkemødet havde fået en spændende udfordring af Folk & Sikkerhed. Blandt andet skulle de tage stilling til det svære spørgsmål, hvordan vi sikrer, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo. Spørgsmålet blev på folkemødedagen fulgt op med en tipskupon, som klasserne og deres klasselærer skulle udfylde for at deltage i lodtrækningen om kr. 500,- til klassekassen. Tre klasser fra to skoler i Stege og Præstø kan glæde sig til besøg af F&S Storstrømmen, når gavekortene uddeles.
Udfordrende spørgsmål til de unge
Tipskuponen var udformet under Folk & Sikkerheds tema ”Ungt Medborgerskab” med spørgsmål om magtfordelingen i Danmark. Hvordan passer vi på Danmark? Hvilken rolle spiller Politi, Beredskab og Forsvar? Hvad er værnepligt og hvordan beskytter man sin suverænitet?
Allerede da de mange skolebusser ankom fredag morgen blev de unge modtaget af F&S´Storstrømmens bestyrelse samt en uniformeret og bevæbnet hjemmeværnsmand. Her fik de udleveret tipskupon og en opfordring til at møde op i Folk&Sikkerhed Storstrømmens telt, hvor man klassevis briefede de interesserede unge, så arbejdet med tipskuponen blev lettere. Sammen med F&S lokale bestyrelse deltog også Johnny G. Larsen, landsbestyrelsesmedlem i Folk & Sikkerhed.
Lokal folketingskandidat i direkte dialog med de unge
Den lokale folketingskandidat for Venstre, 24-årige Charlotte Bisserup Bechfeldt (V), deltog i to debatter. I løbet af formiddagen talte Charlotte direkte med de unge om Ungt Medborgerskab og senere på dagen var Charlotte paneldeltager på scenen Blandende bolcher, hvor hun indgik i en paneldebat med politidirektør Kim Kliver, Ann Busch (Å), Mikael Smed (S) og Søren Espersen (DF) om emnet ”Bander, våben og peberspray”. Alt i alt en god branding for Folk & Sikkerhed overfor de unge og en god dag med mange besøg i teltet.
Truslen i Østersøen til debat under VoksenFolkemødet
Om lørdagen var temaet for de voksne – ”NATOs rolle i Baltikum set i lyset af Ruslands aktiviteter”. Her stod et veloplagt panel bestående af, Michael H. Clemmensen, emeritus, pensioneret brigadegeneral og seniorforsker ved Forsvarsakademiet; Marcus Knuth (V), MF, medlem af Forsvarsudvalget, reserveofficer og diplomat; major Christian Høj og sagsbehandler i Værnfælles Forsvarskommando på Natos fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Folk & Sikkerhed formand; Peter M. Andersen, advokat og oberstløjtnant af reserven.
Under gode indspark fra ordstyrer Per Hinrichsen, F&S Storstrømmen kom panelet rundt om de alvorlige emner. Kan Nato afskrække Rusland? Er dansk forsvar rustet til at øge sin rolle i Østersøen? Hvad er farligst – militær styrke eller svaghed og hvor stærk er NATO?
Danmark yder ikke tilstrækkeligt i Baltikum
De fire indlægsholdere adresserede flere alvorlige problemstillinger. Michael Clemmensen konstaterede kort og med humor, dels at NATO har svært ved at afskrække Rusland dels at Danmark svært ved at komme Bornholm til undsætning. De øvrige tre var meget enig i påstandene. Folk & Sikkerheds formand Peter M Andersen spurgte provokatorisk, om vi er dommedagsprofeter, når fremtiden er så uforudsigelig og usikker. Han spurgte ind til, hvorfor Danmark ikke ydede noget mere på det forsvars og sikkerhedspolitiske område, og hvorfor vort forsvar ikke er sammenhængende.
Major Christian Høj bemærkede, at dansk forsvar ikke rigtig hænger sammen, men han regnede alligevel med flere penge i det nye forsvarsforlig. Marcus Knuth regnede også med flere penge til forsvaret, men at pengene skal bruges rigtigt. Peter M Andersen argumenterede med, at dansk forsvar er Danmarks garanti for sikkerhed. Svenskerne opruster på Gotland, mens det danske forsvar alene er et ekspeditionsforsvar, der slet ikke gør tilstrækkeligt i Baltikum.
Folk&sikkerhed gentager succesen i 2018
Folkemødet på Møn er en årlig tilbagevendende begivenhed også for F&S Storstrømmen. I 2018 vil lokalafdelingen samle Politi, Beredskab, Forsvar og F&S på samme sted, så vi kan præsenterede hele Folk & Sikkerheds palet med de fire søjler og det robuste samfund. Succesen på UngeFolkemødet er allerede noteret og bliver styrket endnu mere på næste års folkemøde.