Folkemøde Møn vel overstået

Fredag og lørdag, den 18. og 19. august, deltog Folk og Sikkerhed Storstrømmen i Folkemøde Møn.

Havnekajen i Stege lagde brosten til standen, der blev bemandet med akutbilen, en beredskabsvogn, et udrykningskøretøj fra Politiet, en demonstrationsvogn fra Fængselsvæsnet, Hjemmeværnet og naturligvis Folk og Sikkerhed.

Som vanligt var Folkemødet opdelt i et ungefolkemøde om fredagen og i et folkemøde for de voksne om lørdagen.

Tre præmier blev stillet på højkant for de unge mennesker, der kom fra 8. klasser, CELF og op til 2. g. Indsatsen for at få chancen for præmierne var at udfylde en “tipskupon” med nogle skarpe spørgsmål om Danmarks demokrati og vigtigheden af at kunne forsvare Danmark og sikre et velfungerende politi og civilt beredskab, der kan hjælpe og støtte befolkningen ved katastrofer.

Alle, og der var mange, gik til opgaven med krum hals og fik besvaret spørgsmålene med behøring nødvendig vejledning for ikke alle var helt hjemme i spørgsmål og “suverænitet”, “Forsvarsforbehold” og magtens tredeling.

Tre klasser var heldige og vandt henholdsvis 500,-, 300,- og 100,- til klassekassen.

Stort til lykke til alle.

Lørdagen forløb mere roligt. Der var en stadig interesse for Totalforsvaret og hen under middag var der underholdning leveret af Hjemmeværnets Musikkorps.

Klokken 13.00 gennemførte Folk og Sikkerhed et debatmøde om det tilstundende forsvarsforlig med deltagelse af en særdeles veloplagt FM Kasper Roug(S) medlem af Forsvarsudvalget.

Alt i alt er indsatsen godkendt.

Tak til alle for godt engagement. Vi ses igen i 2024, når det nye forsvarsforlig forhåbentligt er implementeret.