En dejlig aften ved Svinø Kirke

Mindehøjtideligheden ved Svinø Kirke den 4. maj om aftenen var som sædvanlig en smuk og stemningsfyldt begivenhed, mens En mild maj sol pakkede arrangementet ind i en behagelig varme.

Gudstjenesten for de særligt inviterede og enkelte heldige “almindelige gæster” blev gennemført af sognepræst Lars Erik Foged under overværelse af blandt andre biskop for Roskilde stift, Ulla Thorbjørn Hansen.

Præcis klokken 20.20 gennemførte Flyvevåbnet en overflyvning med 4 T-17 supporter fly, hvor de udførte en smuk formationsflyvning til ære for de faldne kammerater.

Frihedsbudskabet indledte derefter mindehøjtideligheden afløst af Copenhagen Caledonia Pibe Band, der spillede et udvalg af skotske numre imellem de officielle taler og kransenedlæggelser ved blandt andre Per L. Hinrichsen, Folk og Sikkerhed; oberst Lars-Bo Mørkholt, Flyvevåbnet samt Lis Birch Christiansen.

Arrangementet blev afsluttet med gardehusar trompetere, der spillede “Last Post” og “Reveillen” samt to minutters stilhed.

Tak til alle der deltog og bidrog til en uforglemmelig aften.