Mindehøjtidelighed i Svinø

Fredag aften den 4. maj blev som sædvanlig en gribende, rørende og overvældende begivenhed ved de 62 britiske gravstene på Svinø Kirkegård. Igen i år var det Folk og Sikkerhed Storstrømmen, der stod for arrangementet.

Foto: Henriette Smidsgaard Brandt
Tekst: Niels Brandt

Gæstelisten var lang og indeholdt mange prominente gæster som sædvanlig denne 4. maj 2018 på Svinø Kirkegård. Den britiske ambassadør, den amerikanske militær attache, mr. Pease, borgmester Michael Smed, generalløjtnant M. A. L. T. Nielsen, oberst Kartni Winther og mange flere, mens garnisonskommandant for Vordingborg Garnison, oberst Johnny Rahbek Thomsen, førte kompetent gennem programmet.

Ud over de mange honoratiores havde også mange helt almindelige borgere fundet vej til kirkegården i den vestlige ende af Lundby helt ude ved kanten af Dybsøfjord, hvor de kunne overvære både gudstjenesten ved provst Mette Magnusson – for de få heldige, og den udendørs ceremoni ved og omkring de mange gravsten for de britiske flyvere fra 158. eskadrille.

Den musikalske ramme blev på flotteste vis leveret af Copenhagen Caledonian Pipe Band er Danmarks ældste Pipe Band, der i 2018 fejrer sit 50 års jubilæum. Kort efter overflyvningen med fire T 17 Supporter fly, som aflagde den traditionelle honnør, marcherede bandet ned mellem gravstenene mens de spillede en række kendte melodier, blandt andet Auld Lang Syne og Amazing Grace.

Aftenens hovedtaler var viceforsvarschef generalløjtnant M. A. L. T. Nielsen, som var stolt af at kunne ære flyvere, der havde gjort deres arbejde og betalt med livet. Flyvevåbnet var repræsenteret af oberst Kartni Winther, Hæren var repræsenteret af garnisonskommandant i Vordingborg, oberst Johnny Rahbek Thomsen og menighedsrådet var repræsenteret af Bent-Erik Rasmussen. Alle lagde en krans ved mindesmærket.

Viceforsvarschef generalløjtnant M. A. L. T. Nielsen hilser på Mr. William Pease og frue til højre i billedet. De står ved siden af den britiske ambassadør Mr. Dominic Schroeder.

En særlig gæst lagde en lille buket. Mr. William Pease fra England er pårørende til en af flyverne, sergent George Phillips. William var kun et par uger gammel, da hans fætter blev skudt ned over Danmark, og har aldrig været klar over, hvor fætteren var begravet. Det blev han først, da provst Mette Magnusson i år kontaktede ham og inviterede ham til arrangementet i Svinø.

Musikalsk afsluttede trompetere fra Gardehusarregimentet arrangementet med Last Post og Reveillen.

Næste år vil Folk og Sikkerhed Storstrømmen igen arrangere mindehøjtidelighed ved Svinø Kirke. Det sker helt traditionelt om aftenen den 4. maj med gudstjeneste i Svinø Kirke klokken 19.30.